Frandsbjerg – Mellemstykket
Frandsbjerg – Mellemstykket, er strækningen imellem Silleborg Hage og slutningen af fiskepladsen, Katbjerg Odde. Der er tale om en strækning på ca. 1 km.
Strækningen byder på spændende lystfiskeri efter havørreder det meste af året og om sommeren også ål og hornfisk.
Fiskepladsen kan affiskes fra land, men under lavvande, er det en fordel at kunne komme ud i waders. Det da ørrederne generelt er trukket længere ud under de forhold. En overskyet dag eller tidlig morgen og sen aften er ofte undtagelsen.
Både fluefiskeri og spinnefiskeri kan være effektivt til havørrederne ved Frandsbjerg – Mellemstykket.
Område + parkering ved Frandsbjerg – Mellemstykket
Da området desværre er privatejet ned til vandet, skal man gå et stykke for at komme til pladsen. Jeg foreslår at man parkerer ved Katbjerg Odde og fisker hele vejen derhen. Her er pladsen: Stykket…
Parker ved Katbjerg Odde og fisk øst på/ud af fjorden derfra: Parkering Katbjerg…
Tilgængelighed
Denne fiskeplads i Mariager Fjord er ikke den nemmeste at komme til, men den er nem at affiske. Som tidligere nævnt, behøver man ikke waders under højvande og ved alm. vandstand. Fiskeriet fra land er ganske glimrende og til tider endda en fordel. Havørrederne er ofte langt inde, når der er godt med vand på strækningen. Men i lavvande, er det klart en fordel at benytte waders og gø længere ud.
Fredningsbælter
Der er ingen fredningsbælter på strækningen. Dog er der et halvårs-fredningsbælte ved Katbjerg Odde. Se mere her: Fredningsbælter…
Årstider
Der er ingen tvivl om, at forår og efterår er bedst ved Frandsbjerg – Mellemstykket. Milde vintre undtaget.
Sommeren byder på udmærket lystfiskeri på denne fiskeplads i Mariager Fjord. Specielt om aftenen inkl. aftenskumringen, samt tidlig morgen og i overskyet vejr uanset tidspunkt.
Vejeret har knap så stor en betydning om foråret og om efteråret. Vinteren ligeså.
Anbefalede agn til Frandsbjerg – Mellemstykket i Mariager Fjord
Sen efterår, vinter og tidlig forår: Brun, sort/rød, hvid/grøn, sølv, lyserød, sølv/blå – på blink, kystwoblere og fluer.
Forår, sommer og tidlig efterår: Sølv, hvid, sølv/blå, hvid/grøn, kobber – på blink, kystwoblere og fluer.
/Jari P.
Se også denne fiskeplads, som starter i den østligste ende af denne fiskeplads: Camping-strækningen…