Lystfiskeri i Mariager Fjord – fremtiden

Lystfiskeri i Mariager Fjord - fremtiden

Lystfiskeri i Mariager Fjord kan meget vel gå en fatal fremtid i møde. Fjorden overfiskes hvert år af garnfiskere, nogle følger reglerne andre gør ikke. Nogle garn sættes lige op ad åernes og bækkenes udløb. Hvilket ikke er lovligt og langt fra produktivt for havørredbestanden.

Dette langt fra nye fænomen, står dog ikke alene om at reducere bestanden af havørreder og fjordørreder i Mariager Fjord. Også de sportsfiskerforeninger der hovedsageligt bryster sig af, at gøre sig i udsætninger af havørreder i vandløbene, har en negativ effekt. Det er bare ikke den del de markedsfører sig på. Derimod er det offentlige budskab fra foreningerne som har adgang til åerne, at de ønsker det bedste for havørredernes ve og vel… Og igen, sætter yngel ud for at bevare bestanden…

Lad os lige se på den del…

Der er fredningsbælter ude foran åer og bække, så havørrederne i fred og ro kan trække op for at gyde. En absolut god idé. Men de skal ikke have fred når i åen?
Der står medlemmerne jo og fisker? De står endda ved strygene, hvor ørrederne skal gyde. I nogle vandløb endda i perioder hvor havørrederne ikke er færdige med processen.

Å-fiskerne har adgang til åerne i flere måneder i løbet af et år. Hvilke ørreder får fred der?

Og er det ikke så kun salget af fiskekort og foreningernes eget fiskeri man gør bedre, når der udsættes fisk? – Hvis det er for fiskenes skyld alene, skal man vel lade dem være i fred. En del af ørrederne hjemtages også. Endda nogle af dem som bærer rogn. Sættes der så egentlig ikke bare de ørreder ud man selv dræber?

Hvad med at fiske i fjorden, hvor udfordringen er større og så give dem total fred i åerne og bækkene, som har udløb i fjorden. De skal jo netop have fred til at reproducere.

Lystfiskeri i Mariager Fjord – fremtiden

Hvis foreningernes konstante forstyrrelse af fiskene i åen fortsætter, i kombination med  – overfiskeriet med garn – menneskers generelle udledning af sæbe, plastpartikler, diverse affaldsstoffer – landbrugets mange tilføjelser til den liste af skidt der er dårligt for miljøet og vandmiljøet, er fremtiden ganske mørk.

De eneste grunde til at mennesket nævner sælernes og skarvenes indhug i fiskebestanden, er intet andet end selviske. Vi skal starte med os selv først, da vi er de største “syndere” i den sammenhæng.

Selvom Mariager Fjord er relativt stor, er den ikke uudtømmelig. Havet er ikke i en opadgående kurve, fiskebestand-mæssigt, hvorfor skulle lille Mariager Fjord så være det. Det er den heller ikke – kun ålebestanden er eskaleret positivt i nyere tid. Læs mere om det her: Ålefiskeri i Mariager Fjord…

Alle har en del i den dårlige fremtid vi højst sandsynligt går i møde – også de lystfiskere, d.v.s. mig selv inkluderet, som ynder at fiske i fjorden. I fjorden forstyrrer man dog ikke de havørreder og fjordørreder, som efter et utal af forhindringer er nået sikkert i åen.

Jeg er selv opvokset med å-fiskeri, hvilket jeg elsker. Selvom jeg burde besøge flere åer hvert år, da mit arbejde med at beskrive alle fiskevande i Danmark til tider dikterer det, så har jeg nedprioriteret den del drastisk de seneste år.

Det er desuden min holdning at garnfiskerne skal have lov til at sætte garn, men ikke i det omfang som er tilfældet nu.

Som lystfisker skal man være i konflikt med sig selv. Det mest rationelle ville være at fiske for at spise. Ikke for at have det sjovt. Men vi skal også passe på bestanden. Hvad så med vores ellers så sunde hobby. Som jo kun er sund for os selv og ikke for fiskene…?

Jari – Lystfiskerimariagerfjord.dk


Læs mere om fredningsbælterne lavet, for at fiskene frit kan trække op i vandløbene for at gyde her: Fredningsbælter…